Afskriv anlæg i Business Central

Afskrivning af anlægsaktiver kan opsættes til at køre automatisk i Dynamics 365 Business Central. Det kan hjælpe dig med at være på forkant og spare dig mange timers arbejde.

Arbejde med statistik og data

Afskrivning af anlægsaktiver – helt automatisk

Vidste du, at du kan spare tid og ressourcer og holde dig ajour med afskrivningerne ved at opsætte Business Central til at foretage automatiske afskrivninger på anlægsaktiver som maskiner, biler og inventar?

Når årsregnskabet skal indberettes, kan der godt være panik før lukketid. Har du selv eller din regnskabschef taget en all-nighter en gang imellem for at få bundet sløjfe på det forgangne års regnskab, så det hele er klar til revision? Hvis de der irriterende indtastninger ikke er gjort løbende, kan det tage sin tid at få gravet alle posterne frem og bogføre og afstemme dem.

Men behøver det være så bøvlet?

Nej – absolut ikke. For i Business Central er det muligt at foretage automatisk bogføring, så du kan afstemme dit regnskab løbende uden en masse manuel indtastning. Du kan, med andre ord, være permanent parat til revision uden at bruge tid på at regne og taste. Det burde være for godt til at være sandt, men det er det ikke.

Afskrivning af anlæg er et godt eksempel på den automatisering af regnskabsførelsen, du kan opnå med Dynamics 365 Business Central, der tidligere var kendt som NAV og Navision. Det skal bare opsættes korrekt. Under Anlægsmodulet i Business Central kan du selv definere, hvordan og over hvor længe du vil afskrive anlægsaktiver som fx maskiner, biler og udstyr. Når det hele først er tastet ind, kan du med en enkelt handling foretage fx en månedlig bogføring af afskrivninger på samtlige af dine anlægsaktiver.


Perspektiver

Efter at have opsat dine anlægskladder på den rette måde, skal du kun tænke på at foretage en månedlig kørsel for at være helt opdateret med dine afskrivninger. Det betyder, at det ikke længere er nødvendigt at lave maraton-sessioner for at finde, ordne og bogføre regnskabet for næsten et år tilbage, før du er klar til revision.

Netop opsætningen kræver tid og er sandsynligvis en engangsinvestering i konsulentbistand, men der går ikke lang tid før den har tjent sig hjem igen. Hertil kan vi også eliminere risikoen for taste- og regnefejl, som altid vil være forbundet med den manuelle bogføring. Den medarbejder, som plejer at stå for bogføringen, kan pludselig klare opgaven på to minutter om måneden og får derfor frigjort en masse tid til at tage sig af mere udfordrende og værdiskabende opgaver.

Indvendinger

”Kan jeg nu stole på, at maskinen regner rigtigt hver ENESTE gang?” 

Det korte svar er: Ja, det kan du godt. Men det er meget naturligt og forståeligt at føle et vist tab af kontrol, når du giver slip på håndteringen af de enkelte poster. Det kan måske føles grænseoverskridende, når Business Central derefter foretager samtlige beregninger på et øjeblik. Måske vil du endda føle dig lidt til overs… Vores råd kunne være, at du i starten foretager alle de stikprøveefterregninger, du føler behov for. Efterhånden som du aldrig finder fejl, vil du begynde at sætte pris på automatiseringen og bruge tiden på noget sjovere. Måske noget du alligevel har udskudt i lang tid.

Brug din konsulent og få gode vaner

Beslutter du dig for at sige nej til bøvl og ja til at spare tid med automatisk bogføring, så sørg for at få mest muligt ud af det. Systemet skal arbejde for dig, ikke omvendt. Du får brug for kompetent hjælp og vejledning til at oprette din anlægskladde, opsætte parametre og importere data fra Excel, C5 eller et andet regnskabsprogram.

En konsulent kan lære dig at blive selvkørende i systemet og besvare dine spørgsmål.

Du kan også gøre brug af konsulentens ekspertise til at hjælpe dig med at grundlægge gode vaner. Fx kan der lægges en plan for at lave en kørsel med jævne mellemrum, så du altid er på forkant. Det gælder også om at være på forkant med lovgivningen på afskrivningsområdet. Lovgivningen kan ændre sig, og en konsulent kan ligeledes fortælle, om din praksis lever op til gældende lovgivning. Så slipper du også for bøvl med revisionen.

Kontakt én af vores konsulenter

Relaterede indlæg